Cyberkriminelle sover aldrig, og behovet for træning og uddannelse på alle niveauer har aldrig været større. Manglen på cyberkompetencer er en af de største udfordringer for danske virksomheder, og det kræver målrettet indsats at styrke cybersikkerheden. Både nye og erfarne medarbejdere har brug for adgang til effektiv træning og de rette værktøjer, så de kan forebygge, opdage og håndtere cyberangreb.
Campfire Security har med støtte fra NCC-DK skabt et projekt, der adresserer netop denne udfordring. Projektet fokuserer på at øge kvaliteten af træningsudbuddet ved at udvikle best practices og skabe et mere sammenhængende udbud af træning og uddannelse – skræddersyet til forskellige behov.
Økonomisk og tidsmæssigt overskud
“Både netværksdelen og medfinansieringen har accelereret forløbet. Netværket betyder rigtig meget for os,” fortæller Kristian Larsen, CEO i Campfire Security.
Med NCC-DK’s støtte har Campfire Security kunnet prioritere udviklingen af træningsforløb, der gør en reel forskel. Gennem interviews og analysearbejde har de skabt dokumentation og modeller, som virksomheder kan bruge til at tilbyde effektive uddannelsesforløb. Behovet for træning er aktuelt som aldrig før, og projektet gør det muligt at løfte kompetenceniveauet på tværs af sektoren.
Resultaterne
Campfire Security har ikke kun udviklet praktiske værktøjer, men også etableret nye samarbejder, som styrker fremtidens cybersikkerhed.
“Vi har fået en partnerkreds, som vi ellers ikke ville have haft mulighed for at arbejde med. Tilskuddet har givet os frihed til at prioritere partnerskaber og skabe en stærkere platform for fremtiden,” fortæller Kristian Larsen.
Arbejdet med et tilskudsfinansieret projekt har været en positiv overraskelse for Campfire Security: “Det har været meget nemmere, end vi havde regnet med. Afrapporteringen er simpel, og der er god hjælp undervejs,” fortæller virksomheden.
Campfire Security’s projekt er et stærkt eksempel på, hvordan tilskud og netværk kan accelerere udviklingen af cybersikkerhed i Danmark. Til virksomheder, der overvejer at søge støtte, lyder rådet:
“Spring ud i det. Få interessante partnere med – det kan gøre en kæmpe forskel.”