Bliv deltager i NCC’s interessentgruppe for EU’s cybersikkerhedsinvesteringer
EU-fondene Digital Europe Programme og Horizon Europe har de seneste år øget prioriteringen af cybersikkerhedsområdet. Det giver spændende finansieringsmuligheder for innovative danske virksomheder, videninstitutioner m.fl.
I takt med EU´s øgede fokus på cybersikkerhed og et større fagligt netværk genåbner NCC derfor interessentgruppen, der skal give input til Danmarks forhandlinger af fondenes arbejdsprogrammer inden for cybersikkerhed. Formålet er at sikre gode rammer for danske aktørers hjemtag af EU-midler til cybersikkerhedsprojekter.
Vær med til at forme den danske forhandlingsposition
Interessentgruppen er for dig, som nyder fagnørderi om cybersikkerhed og strategiske drøftelser om EU-politik ift. cybersikkerhedsinvesteringer sammen med fagfæller og andre relevante aktører fra cybersikkerhedsøkosystemet.
Som deltager i interessentgruppen får du mulighed for at:
- Levere input til det danske standpunkt til EU’s cybersikkerhedsinvesteringer under Digital Europe Programme og Horizon Europe
- Løbende dialog med de personer, der forhandler med de andre EU-medlemsstater
- Få adgang til information om status på og indhold af arbejdsprogrammerne
- Løfte de udfordringer, du ser, der er for din virksomhed/organisation ift. finansiering og EU-fonde
NCC forventer at afholde 2-3 møder årligt med en uformel mødestruktur og plads til dybdegående drøftelser.
Sådan foregår tilmelding til interessentgruppen
Interessentgruppen er forankret i NCC’s faglige netværk for danske cybersikkerhedsaktører.
Hvis din organisation endnu ikke er medlem af det NCC-DKs faglige netværk på B2Match, skal den først ansøge om medlemskab HER.
Tilmelding til interessentgruppen sker herefter på e-mail til ncc_dk@erst.dk.
I emnefeltet skriver du ”Tilmelding: NCC’s interessentgruppe”. Du skal oplyse følgende i e-mailen:
- Organisation:
- Kontaktperson:
- Stilling:
- E-mailadresse:
- Om du deltager i interessentgruppemødet 27. august (ja/nej)
Tilmelding er åben til 10. august – eller indtil 30 deltagere.
Vi afholder interessentgruppemøde torsdag den 27. august kl. 12.00–15.00 i København. Mere information følger efter sommerferien.